Når man ser disse billeder, så er det lidt svært at forestille sig, at vi har haft nattefrost og at nogle af den forgangne uge har budt på dage, hvor termometeret ikke kom over 10 grader. Jo, efteråret er så sandelig kommet til New Brunswick.
Men det gør ikke noget, for vi er beredte, sådan da. Vi købte jo, som I allerede har læst nye (meget lækre) vinterjakker sidste weekend, men ikke noget til at sove med. Derfor går vi ned til Farmers Market i morgen tidlig, både for at nyde deres lækre morgenmad, men også fordi vi sidste uge så en rigtig lækker plaid som vi godt kunne tænke os. Men da ham der sælger disse plaid'er var ved at pakke sammen i sidste uge, blev det ikke til noget. Derfor prøver vi altså igen, og vi prøver tidligt.
Ellers skal vi tilbringe resten af lørdagen på læsesal og det samme skal søndag. Indtil klokken bliver fire, for så skal vi på en tur til Halifax. Og nej, I får ikke mere at vide nu, andet end, at det er heldigt at min undervisning mandag er aflyst, for vi kommer først hjem igen sent mandag aften og at det involverer en security clearing! Det bliver spændende!
Okay, jeg kan da fortælle lidt, det er en tur arrangeret af den samme afdeling, The Gregg Centre, på historie, som Anne Katrine også var på tur med da hun besøgte Fort Beausejour ved grænsen mellem New Brunswick og Nova Scotia.
Og nu til noget helt andet.
I går, da Anne Katrine gik hjem fra undervisning, var hun så heldig at se efterårets afgangselever. Langt de fleste studerende demitterer i foråret, men der er nogen som lige mangler lidt, så de demitterer i efteråret. Og det inkluderer de fine kapper og overlevering af diplomer og meget andet godt. Anne Katrine så kun det der foregik udenfor, for bagefter, gik alle sammen op til The Aitken Centre, som er en meget stor sportshal, faktisk denstørste i The Maritimes, og den bruges primært til ishockey, men altså også til dimissions halløj - det var også her åbningsceremonien blev holdt, hvis I kan huske det blog-indlæg...
Dem der er helt i rødt, er de de nyuddannede Ph.D.'ere, og dem i sort er undergraduate (bachelorer) og graduates (candidater). De undergraduates der har en rød detalje rundt om kraven, er bachelor of honours, som egentligt er det samme som en egentlig bachelor, de har bare brugt et ekstra år på deres bachelor, og dermed haft flere fag, de har således brugt 5 år på deres bachelor! Forskellen mellem undergraduate og graduate, beklædningsmæssigt, har noget at gøre med den hætte de har, men som med den røde detalje, tror jeg ikke man kan se det på billederne. Men festligt og højtidligt ser det ud.
Den person som på det midterste billede overrækker diplomerne, er en professor. Hvert universitet i England, USA, Canada (så vidt jeg hved) har hver deres specifikke kappe.
Jeps, det var alt for denne gang, jeg har en stor opgave i sociologi og en midterm i gerontologi jeg skal i gang med, så jeg må hellere komme igang med dem. Men vi vender tilbage med mere om vores forestående tur til Halifax!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar